LokalAvisen.dk - Nørager sikkert i spidsen efter ny sejr

8. september 2014

Holdbilled

Nørager cementerer sin 1. plads i serie 1 efter 3-0 hjemmesejr over Hadsten SK

Med tre sejre på en uge ligger ubesejrede Nørager B nu på en sikker førsteplads i en ellers meget jævnbyrdig pulje.

Efter seks kampe har Nørager B 14 point og har fem point ned til Grenaa IF, som ligger på en andenplads med 9 point side om side med Åstrup/Hammelev IF og Kristrup Boldklub.

Nørager satte en stor streg under sin stærke sæsonstart, da holdet lørdag eftermiddag på hjemmebane slog Hadsten IK med 3-0.

”Det har været en perfekt uge med tre sejre,” siger Nørager træner Allan Haslund, som sidste lørdag slog Åstrup/Hammelev 2-1 og i onsdags vandt og Christiansbjerg IF med 3-2 i et højdramatisk opgør, hvor sejren først blev sikret i dommerens overtid.

Foran 2-0 på et hurtigt taget direkte frispark

Nørager fik en drømmestart, da Christian Mørch efter fem minutters spil gled igennem i højre side og serverede et perfekt indlæg til bagerste stolpe, hvor Michel Jensen kunne heade bolden i mål til en 1-0 føring.

”Vi sad på det meste i første halvleg. Hadsten havde enkelte chancer, men vi holder presset og har 3-4 store chancer,” fortæller Allan Haslund.

Ind ville bolden dog ikke før Nøragers Ole Jensen i halvlegens sidste minut viste hurtig spilopfattelse ved et direkte frispark.

”Ole Jensen tog bolden og sparkede den hurtigt i mål, mens Hadstens målmand var i gang med at stille sin mur op. Og dommeren godkendte målet,” fortæller Allan Haslund.

Nørager kontrollerede kampen i 2. halvleg

Nørager kunne således gå til pausen med et perfekt udgangspunkt med en føring på 2-0.

”Vi spillede en god 1. halvleg, selvom effektiviteten manglede og stillingen kunne have været 4-1,” siger Allan Haslund.

”Vi var i pausen enige om, at vi skulle kontrollere kampen og køre den hjem. Vi spillede ikke så godt i 2. halvleg, men vi havde kontrol over kampen,” siger Allan Haslund, som kunne se indhopper Steffen Klintø snøre sækken i det 68. minut på en næsten tro kopi af kampens første mål.

”Christian Mørch glider igennem i højre siden og lægger et indlæg til den bagerste stolpe, hvor Steffen Klintø kan heade den i mål til 3-0.”

Nyder at ligge i toppen

Med sejren er Nørager ubesejret i en tæt pulje og nummer ét. Stemningen er helt høj i klubben.

”Vi nyder at ligge i toppen. Vi spiller i en god rytme, og spillerne sprudler både til træning og i kampene. Så vi er stolte, men også ydmyge, og ser frem mod den næste kamp,” siger Allan Haslund.

Målscorer Ole Jensen måtte i lørdags lade sig udskifte med en skade i lysken, men ellers råder Allan Haslund over en skadesfri trup med stor selvtillid.

”I lørdags kom også vores udskiftningsspillere ind fra bænken,” siger Allan Haslund, som kun har brugt 14 spillere i efterårets første seks kampe.

Lørdag eftermiddag kl. 15.00 møder Nørager oprykkerne fra Søften på udebane. Søften spillede søndag uafgjort 4-4 på udebane mod Grenaa IF.

 

Artikel fra: http://norddjurs.lokalavisen.dk/seriefodbold-noerager-sikkert-i-spidsen-efter-ny-sejr-/Sport/20140908/artikler/140909605/1467