LokalAvisen.dk - Nørager vil stadig være med i toppen
14. oktober 2014
Nørager lægger maksimalt pres på CIF efter hjemmesejr på 2-1 over Grenaa IF i Serie 1
Efter en uafgjort kamp i forrige weekend mod Kristrup måtte Nørager afgive førstepladsen i Pulje 7 i Serie 1 til Christiansbjerg IF.
Århusianerne ligger efter weekendens kampe et point foran Nørager, men Nørager vil skarpt forfølge sin chance i efterårets tre sidste kampe, hvis formstærke CIF skulle snuble undervejs.
Nørager viste i alle fald ikke nogen svaghedstegn, da de stribede lørdag eftermiddag besejrede Grenaa IF med 2-1 på hjemmebane.
”Nørager satte sig på kampen fra start og havde overtaget hele kampen. De spillede en god kamp og overmatchede os rent fysisk,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
”Vi spillede en rigtig god kamp og holdt Grenaa IF væk fra fadet. Men vi mangler lige den kynisme, der skal til for at udnytte vores chancer og lukke kampen noget før,” siger Nørager træner Allan Haslund, som måtte helt hen i slutningen af kampen, før Nørager snørede sækken med en scoring til 2-0.
Holder trykket gennem hele kampen
Nørager satte sig med sin bedre fysik på kampen fra start og kom foran i det 25. minut, da fysisk stærke Søren Bai kunne heade et indlæg fra højre side i mål.
”Vi havde 3-4 gode chancer mere i 1. halvleg uden at score, men vi sidder på det hele og holder trykket på Grenaa IF,” siger Allan Haslund.
Billedet er det samme i 2. halvleg med stor Nørager dominans, men først i det 80. minut lykkedes det indhopperen Ronni Bruun at score til 2-0.
Ronni Bruun var blevet skiftet ind fem minutter før, men udnyttede fint muligheden, da Michael Jensen snød et par mand og med en skarp aflevering spillede indhopperen fri.
I kampens døende minutter fik Grenaa IF reduceret, da Jens Bachmann i det lille felt brugte sin fysisk til at vriste sig fri og fik scoret bag Nørager målmand Lasse Pedersen. Et trøstemål, der dog faldt så sent, at det ikke fik betydning for kampens udfald, men som ærgrede træner Allan haslund.
”Det irriterer mig, at vi slipper grebet så sent i kampen og tillader en scoring imod os,” siger Allan Haslund.
Grenaa IF var overmatchet
”Nørager spillede en rigtig god kamp. Det er et godt hold og de var fysisk stærkere end os gennem hele kampen,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
”Nørager havde flere chancer end os, men kampen var alligevel resultatmæssig så lige, at vi med lidt held i vores få chancer kunne have fået point med hjem. Men kampens udfald var et fair resultat” siger Brian Engelund, som nu går tre meget svære kampe i møde med sit hold.
Rækkens bundhold Hadsten SK vendte nemlig tilbage i bundstriden med en 4-0 sejr over Kristrup og kan nu igen true Åstrup/Hammelev, Grenaa IF og KPI på de nærmeste pladser.
”Det kan blive en rigtig grumset afslutning, fordi vi ligger så tæt og vi har slået hinanden indbyrdes,” siger Brian Engelund.
Grenaa IF møder lørdag kl. 13.00 Hadsten SK på hjemmebane i en meget vigtig kamp, mens Nørager skal møde Åstrup/Hammelev på udebane lørdag kl. 15.00.