OPTAKT til fodboldsæsonen 2016
20. marts 2016
Det lugter atter af fodbold og forventninger i Nørager BK
Tilbagekomsten af Allan Haslund som cheftræner har kastet ny energi ind i Nøragers Serie 1-trup, der som altid er presset på bredden
Det er mange år siden, at Djurslands bedste fodboldhold skulle findes i Serie 1, men sådan er det blevet i takt med FC Djurslands nedtur fra 2. division til Serie 1 på noget nær rekordtid.
Fire lokale klubber i Serie 1 og fem i Serie 2.
Det kan næsten ikke blive sjovere for de lokale tilskuere.
I Serie 1 skal Nørager møde FC Djursland, Aastrup-Hammelev og Vivild.
De øvrige fire er: VRI, Søften GF og Kristrup.
I Serie 2 er de lokale hold: IF Midtdjurs, Kolind-Perstrup, Auning, Grenaa og Hornslet.
Tilbage i savsmuldet
I Nørager har de aldrig sat deres lys under en skæppe, og det er en del af forklaringen på, at den lille landsby magter at have et førstehold i Serie 1 år efter år. Herude får man intet forærende, men må selv kæmpe sig frem i verden. Devisen er, at ”her tager vi ikke noget for givet, for så bliver det givne heller ikke taget fra os.”
“Spillerne har allerede joket med, at de nu kan blive Djurslands bedste hold,” griner Allan ’ Hakke’ Haslund, der i slutningen af februar blev kontaktet af Nørager BKs ledelse som ville høre, om han kunne overtage cheftrænerposten a.s.a.p..
Officielt, fordi daværende cheftræner Casper Kjær Sørensen havde erkendt, at han ikke længere havde tid til at være træner for et hold i Serie 1.
Haslund skulle ikke bruge mange minutters tænkepause, før han sagde “ja, tak”.
Det seneste år har han ellers brugt energien på at træne ungdomshold i Nørager-Allingåbro.
“Men jeg kunne ikke sige nej, da Nørager spurgte, om jeg ville overtage førsteholdet igen,” siger Allan Haslund, der har nydt at være en del af gamet igen.
Ikke rundkredspædagog
Allan Haslund er den kontante trænertype, der ikke gider spilde tiden på for megen snak og rundkredspædagogik i omklædningsrummet. Det er ud af røret og ud på træningsbanen i en fart. Det er her forarbejdet til weekendens kamp skal lægges.
“Spillerne har taget godt imod mig og fortalt mig, at de har savnet at blive pisket til træning, og at der er kontant afregning, når der ikke bliver præsteret ordentligt,” siger Allan Haslund, årgang 1977 og dermed ikke længere aktuel som bidragyder i kampene i Serie 1.
“Nej, det kan være, jeg kan hjælpe lidt til, når vi træner, hvis der mangler en mand, men kampe duer ikke længere. Jeg vil trisse rundt på banen som en snegl, er jeg bange for.”
Allan Haslund er dog indstillet på en tjans som 14. mand, hvis der kommer skader eller afbud.
“Men det er kun i yderste nødstilfælde, og jeg går kun på banen, hvis en spiller brækker begge arme og begge ben,” lover han med et grin.
Smal trup som altid
Allan Haslund førte Nørager fra Serie 2 til Serie 1, sidst han var i klubben, og han kender vilkårene.
Antallet af spillere, der kan begå sig i Serie 1 er lige til øllet, men der er lys forude, fordi klubben har 15-16 dygtige drenge på vej hos U16, hvoraf nogle måske vil banke på til førsteholdet allerede i foråret.
“Jeg har 15-16 spillere, inklusive vores to dygtige målmænd, Martin Nygaard og Jesper Bredahl,” siger Haslund, der må se bort fra Mark Thomassen (USA) hele foråret og ligeledes Nøragers svar på Jan Mølby, Ole Jensen, hvis ryg gør så meget knuder efter en træning og en kamp, at han er uarbejdsdygtig en uge efter.
“Jeg håber lidt på, at jeg kan få Kenneth Fisker i gang igen, og så er jeg glad for, at Michael Jensen, der springer soldat i Aalborg, har sagt ja til at spille kampene. Ronni Bruun har også trænet godt med og smidt nogle kilo, men han er ikke altid til rådighed om lørdagen, fordi han skal passe sin Wagner-butik i Auning,” fortæller cheftræneren.
Får hjælp af ’Batman’
Allan Haslund får hjælp til træning og kampe af den gamle Nørager-målmand, Per Bredahl, der kommer kørende fra Hadsten. Brandmanden, der kun lyder navnet ’Batman’ i Nørager, har sønnike, Jesper Bredahl, med i bilen. Talentfulde Jesper Bredahl har senest vogtet målet for FC Djursland, hvor det er blevet til kampe både i Danmarksserien og Jyllandsserien.
Allan ’Klemme’ Jensen har cheftræneransvaret for andetholdet i Serie 5, mens Peter Feldborg har holdledertjansen for Serie 1, og Nicki Borup sekunderer på Serie 5.
Skal nok klare os
Allan Haslund ser optimistisk på mulighederne for at klare sig i Serie 1.
“Rækken er stærk, men vi har et godt hold med en god alder og masser af rutine, og jeg er sikker på, at vi bliver svære at have med at gøre for samtlige modstandere i Serie 1, men det er klart, at mange skader og afbud vil give os udfordringer. Skader er vi ikke selv herre over, men afbud er vi. Jeg håber, at spillerne vil det her ligeså meget som mig, og derfor prioriterer at være med til alle kampe og ligeledes samtlige træninger,” lyder opfordringen og appellen fra Nørager BK’s nye, ’gamle’ cheftræner, der næsten ikke kan vente til, at fløjten lyder til første turneringskamp – ude mod Hobro 2. påskedag.
Weekenden efter kommer forstadsaarhusianerne fra VRI til Nørager for at få en på hatten, hvis det står til Haslund & co.
Fakta:
Mulig startopstilling 4:3:3 (4:5:1):
- Martin Nygaard eller Jesper Bredahl
- Glenn Hansen
- Lasse Jensen (Paw Elgaard)
- Søren Bai
- Ole ’Duracell’ Nielsen
- Kasper ’Swotte’ Sortkjær
- Daniel Sortkjær
- Claus Koch Andersen
- Kristoffer ’Bubber’ Frandsen
- Mikkel Friis Stær
- Christian Mørch
- Michael Jensen
- Steffen Klintø
- Mathias Fisker
- Ronni Bruun
- Kenneth Fisker
- Jørn Sørensen
- Karsten ’Købmand’ Jensen
AF: Lars Norman LokalAvisen