Serie 2 sæsonen er sparket i gang... Her lidt omkring opstarten

27. marts 2023

Cheftræner Allan Haslund glæder sig over ungdomskulturen og træningslysten i Nørager BK

Nørager BK tilmelder hele tre seniorhold til forårets turnering, som for førsteholdets vedkommende begynder med en fredagskamp på kunstgræsbanen i Hornslet 24. marts.

 11

Allan Haslund (th.) har gode minder fra sin tidligere Nøragertid. Her sammen med Martin Andersen, da Serie 2 blev til Serie 1 i 2011. Nu venter der nye spændende udfordringer for Allingåbrodrengen Allan Haslund. Pressefoto

 

AF: LARS NORMAN THOMSEN - LokalAvisen Norddjurs

Allan Haslund er tilbage i Nørager BK som cheftræner for førsteholdet, som måtte lide den tort at rykke ud af Serie 1 i sidste sæson efter en ganske udmærket præstation af det unge mandskab.

Holdet dummede sig i en vind-eller-forsvind-kamp om at forblive i Serie 1, og derfor skal tingene nu kickstartes i klubben, som mange andre og medlemsmæssigt tungere klubber kigger misundeligt til.

Det er ikke ret mange foreninger, der i en landsby af Nørager størrelse, små 300 indbyggere, kan stille tre seniorhold, men det kan de på det vestlige Djursland: Serie 2, Serie 4 og Serie 5.

»Det har set virkelig godt ud i opstarten med masser af unge mennesker på træningsbanen,« siger den genopstandne cheftræner.


»Forleden trænede vi 24 mand sammen i 1.-2. holdstruppen, mens yderligere 16 mand, som vil spille Serie 5, trænede dagen efter.«

22

Allan Haslund (i midten) har gode minder fra sin tidligere Nøragertid. Anfører Mads 'Pylle' Pedersen (tv.) og assistenttræner Michael Jensen (th.) hilser 'Hakke' tilbage til traditionsklubben. Det samme gør holdleder Peter Feldborg (yderst th.)

 

Det sociale hører med

Allan Haslund næsten jubler over at se så mange unge mennesker være bidt af at spille og træne i en tid, hvor andre lokale klubber klager over besøgstallet og nærmest er udgået for ungdomshold, der spiller højere end U14.

»Det er næsten det, som jeg synes allermest om, at vi i Nørager kan samle så mange unge mennesker, der kan lide at træne men også være sammen og dyrke det sociale, som vi så oplevede det så stærkt på vores træningsweekend i Vildbjerg 3.-5. marts med 30 deltagere. De mange unge trænende spillere betyder også, at vores andethold i Serie 4 bliver godt kørende, og holdet har da også vundet samtlige sine træningskampe.«

Forleden trænede vi 24 mand sammen i 1.-2. holdstruppen, mens yderligere 16 mand, som vil spille Serie 5, trænede dagen efter

Oprykning ikke altafgørende

Med det kuld af meget talentfulde og dedikerede unge mennesker, så ligger det vil lige til det berømte højreben at rykke tilbage i Serie 1?

»Slet ikke. Vi har en ambition om at kunne præge rækken, men om vi lige rykker op til sommer med Serie 2, kan jeg slet ikke love. Rækken ser spændende ud uden på papiret svage hold, så derfor bliver det selvfølgelig spændende at se, hvordan det spænder af i de første turneringsrunder,« siger Allan Haslund.

Mandskabsmæssigt er det en bet, at stamspilleren Mathias Fisker først ventes spilleklar til efteråret grundet en operation i anklen.

Desuden er en anden fra førsteholdstruppen, Christian Basballe, pt. på Grønland og vender først hjem en gang i april.

Unge Fisker ude

Kasper Fiskers lillebror, Sigurd Fisker, har været med i opstarten, men det har ikke været en succes for ham.

Hans dårlige knæ med et flænset korsbånd har han efter råd fra lægerne genoptrænet flittigt i efteråret 2022, men det viste sig hurtigt, at det ikke var nok. 

Et riv på træningsbanen, og så var det exit på ny. Unge Fiskers fodboldfremtid ser uvis ud, og der vanker nok en operation.

Jævnaldrende Gunnar ’Marcello’ Pedersen har tilsyneladende opgivet at komme i gang for alvor efter at have været ude med en skade i ret lang tid nu.

Han træner i stedet U16-truppen, hvor Nørager BK og Auning samarbejder. Det gør han sammen med Rene Jensen, senest assistenttræner for førsteholdet.

»Min assistent Michael Jensen træner flittigt, men nu er han 34, så det tager længere tid end som så at komme tilbage for fuld styrke i den alder,« erkender cheftræneren, der også har Michaels tvillingbror Lasse med på træningsbanen.

»Lasse arbejder i København, men kan arbejde hjemmefra hver anden uge og er så væk en 3-4 dage. En anden fra samme generation, Kasper Sortkjær, arbejder som projektleder og er ved at færdiggøre et projekt i København. Når han er tilbage i april, vil han også træne.«

 

Dårlige generalprøver

Mens andetholdet har gjort rent bord i træningskampene, er det modsatte tilfældet med førsteholdet, hvad følgende resultatrække fortæller:

· Vivild (Serie 1): 1-1

· Kristrup (Jyllandsserien): 2-3

· FC Djurslands (Danmarksserien): 1-7

· Vildbjerg (Serie 2): 1-3

· Koldby/Hørdum (Serie 2): 5-1

· Dronningborg (Serie 1): 0-2

»Vi har manglet noget på den sidste tredjedel af banen og har også testet lidt forskellige spillere. Nogle på andre pladser end i sidste sæson. Vi vil bl.a. gerne have Jan Ankerstjerne mere på bolden og arbejder på at køre ham i stilling centralt,« siger Allan Haslund.

Resultaterne har ikke ødelagt hans nattesøvn. Han føler, at den hårde træning, han har udsat spillerne for, nok skal slå igennem, når der skal spilles om point.

Han får udover Michael Jensen hjælp til træningen af målmandstræner Per ’Batman’ Bredal og holdleder Peter Feldborg.

Ildsjælen og Nørager-ikonet Allan ’Klemme’ Jensen, søn af den tidligere førsteholdstræner Pauli Jensen, har ansvaret for andetholdet i Serie 4 sammen med Mathias Søgaard. ’Klemme’ vil tillige udtaget tredjeholdet i Serie 5, som superveteranen, den forhenværende købmand med meget mere i bagagen, Karsten Jensen, 62, vil jonglere med i kampene, som han gjorde det i fordums dage på Nøragers bedste hold.

Et godt bevis på, at Nørager er og bliver et samlingssted for alle generationer. 

 

- Find artiklen på lokalavisen.dk i linket her...